En god e-bog er en e-bog der nemt tilpasser sig en række forskellige enheder, har en flot forside og nemt kan hentes og læses.
Vi anbefaler at e-bøgerne udgives i formatet ePub.
Opbygningen af en e-bog minder i høj grad om opbygningen af en trykt bog. Vi giver dig hér inspiration til hvordan du kan opbygge din e-bog, samt huskeregler og tips som du kan bruge når du går i gang med at lave din udgivelse.
Forsiden
Forsiden på din e-bog er den der bliver vist til kunden når de sidder og kigger hos deres e-boghandler, og derfor skal den skille sig ud. I det hav af billeder som udgør en digital bogreol, drukner en kedelig forside, så brug tid og omtanke når du laver forsiden.
Hvis du bruger billeder til din forside, skal du sikre dig rettighederne til at bruge billederne.
Læs eventuelt vores guide til et godt omslag her
Titelblad
Titelbladet udgør e-bogens reelle første side. Her bør du nævne forfatteren, bogens titel, udgiverens/forlagets navn og/evt. genre. Rækkefølgen af ovennævnte er helt op til dig, så prøv dig frem og se hvilken opsætning du synes bedst om.
Indholdsfortegnelsen
I en e-bog er indholdsfortegnelsen en vigtig del. I og med at bogen er interaktiv, kan man bruge indholdsfortegnelsen til hurtigt og nemt at navigere til lige præcis det der skal bruges. Det er ikke så vigtigt i en roman som læses fra ende til anden, men i en fagbog eller skolebog, der skal bruges som opslagsværk, er det uhyre vigtigt at din indholdsfortegnelse er korrekt og overskuelig.
Romaner og lignende
Det er ikke nødvendigt at lave en indholdsfortegnelse til en ePub, hvis du udgiver en roman. Ved konverteringen fra Word-dokumentet bliver der automatisk skabt en indholdsfortegnelse som viser bogens kapitler med sidetal. Denne indholdsfortegnelse er ikke en del af selve udgivelsen, men en som e-bogslæseren automatisk genererer når din ePub-fil åbnes. Det er vigtigt, at man sørger for at eventuelle overskrifter i bogen er sat med samme størrelse og samme type skrift i det tekstbehandlingsprogram man bruger (for eksempel heading 1) – ellers kan indholdsfortegnelsen ikke genereres korrekt når læseren åbner e-bogen på sin e-bogslæser.
Skriver du dit manuskript i Word, kan du ved hjælp af autogenererede overskrifter beslutte hvilke kapitler der skal med i indholdsfortegnelsen. Dette kan du læse mere om i den guide til Word vi har på Saxo Publish platformen.
Fagbog, kogebøger, opslagsværk og lignende
Det kan være en god idé selv at lave en indholdsfortegnelse hvis du udgiver en fagbog, kogebog eller et opslagsværk, hvor læseren har brug for en oversigt over kapitler og underafsnit. For at konverteringsprogrammet kan genkende kapitelskift til din indholdsfortegnelse er det vigtigt, at du bruger samme skriftstørrelse og skrifttype ved alle kapiteloverskrifter. Her kan du med fordel bruge Words Headings-funktion i hele dit dokument, så du sikrer, at alle overskrifter er ens. Du skal ikke skrive sidetal på din indholdsfortegnelse, den kommer automatisk med ved konverteringen til ePub.
Hvis din udgivelse er en PDF-fil
Der skal sidetal på indholdsfortegnelsen hvis din fil er en PDF. Indholdsfortegnelsen skal sættes ind efter titelbladet.
Kolofon
Det er vigtigt at du har en kolofon, også på din e-bog. Kolofonen skal indeholde de bibliografiske oplysninger om din publikation. Oftest anbringes den forrest i publikationen, men det er også muligt at anbringe den efter selve brødteksten. Der er mange måder hvorpå man kan skrive sådan en. Vi anbefaler at din kolofon indeholder følgende:
- ISBN: Et ISBN er et CPR-nummer for din publikation. Med et ISBN bliver din publikation del af et internationalt system, der har til formål at identificere offentligt tilgængelige bøger. Det er ikke lovpligtigt med et ISBN-nummer, hvilket betyder at du har mulighed for at udgive uden. Det er dog vigtigt at notere sig, at hvis din publikation skal sælges eller udlånes på biblioteker er et ISBN påkrævet.
- Ophavsrettigheder: Ved udgivelse er din publikation automatisk beskyttet af ophavsretten, hvilket sikrer dig som rettighedshaver et vederlag, skulle publikationens indhold blive anvendt af virksomheder, uddannelsesinstitutioner eller andre offentlige institutioner. Ophavsretten er gældende i 70 år efter rettighedshaverens død. Har din publikation mere end én ophavsmand bør de alle nævnes i kolofonen. Du kan læse mere om dine rettigheder som ophavsmand på https://tekstognode.dk/.
- Personer som har hjulpet med tilblivelse af bogen; eksempelvis hvis du har fået hjælp til bogens omslag, kan du skrive “Forside designet af xxx” eller “Illustreret af xxx”.
- Udgivelsesår samt udgivelsesversion. Eksempel: 1. udgave, 2021.
Husk at din e-bog skal have et andet ISBN end en trykt udgave af samme bog.
Forord
Dette er valgfrit. Mange anser det som en god mulighed for at introducere læseren til emnet, eller til at takke de mennesker der har været med til at lave bogen.
Denne type side behøver ikke at have en overskrift eller et navn, men kan godt stå for sig selv.
Sidetal
Når man konverterer til ePub, ændrer siderne sig alt efter hvilket medie man læser på (for eksempel computer, e-bogslæser, smart phone), da ePub-filen er dynamisk og teksten er ombrydelig. Epub-filens sidetal ændres derfor alt efter hvor den åbnes, og derfor skal der ikke sættes sidetal på en fil der skal konverteres til ePub.
Hvis du udgiver en PDF, som er statisk, skal du have sidetal på.
Andre udgivelser
Hvis du har andre udgivelser er det en god idé at nævne dem, hvilket almindeligvis gøres efter titelbladet eller bagerst i udgivelsen.